Yaloms 4 eksistentielle grundbetingelser

 

 

Vi er i vores arbejde som psykoterapeuter meget inspireret af bl.a Irvin Yalom og hans 4 eksistentielle grundvilkår, som  har betydning i og udenfor det terapeutiske rum:

De 4 eksistentielle grundvilkår i Irvin Yaloms terapi er:

1) Døden  2) Friheden  3) Isolation og 4) Meningsløsheden :

“Den eksistentielle psykoterapi er ikke bundet til en udviklingsmodel. Fortiden har indflydelse på den måde, man føler og tænker og handler i mødet med livets grundvilkår, men det er ikke erindringen om fortiden, der arbejdes med, derimod en udforskning af de ultimative anliggender i nuet og fremtiden. Barndommens oplevelser skal tilegnes den betydning, at de har bidraget til den måde, man forholder sig på til sine ultimative anliggender i nuet. Fra den synvinkel vil jeg nedenfor belyse de eksistentielle udfordringer og udviklingspotentialer, der kan vise sig, når man rammes af tab og sorg. Der gives en overordnet beskrivelse af eksistenspsykologens Irvin D. Yalom’s ”ultimative anliggender” også kaldet de fire eksistentielle grundvilkår: Døden, friheden, isolation og meningsløsheden, som er beskrevet i hans meget anerkendte hovedværk Eksistentiel psykoterapi fra 1980 (da. overs. 1998). I psykoterapi kan der gives rum og støtte til at arbejde med de eksistentielle grundvilkår, som jeg kort beskriver nedenfor.

Døden
Mange voksne fornægter døden, og døden er ifølge Yalom den primære kilde til angst. Angsten ses som et symptom på, at man ikke magter at forholde sig til de eksistentielle grundvilkår.
Et tab kan betyde, at vi bliver nødt til at erkende døden som en del af livet. Når vi således ”rammes”, er vi i en eksistentiel grundkonflikt mellem bevidstheden om dødens uundgåelighed og ønsket om at blive ved med at eksistere (Yalom, s. 16). Imidlertid er det netop forestillingen om døden, der medfører en eksistentiel opvågnen, som benævnes ”værensbesindelse”, hvor man på et dybere plan bliver bevidst om sin egen væren og tager ansvar derfor. I denne eksistensmodus er man ”i kontakt med sin egen selv-skabelse”, og ”man kan tage magten til at forandre sig selv” (Yalom s. 40-41), hvorfor der er et potentiale til udvikling og forandring i tilstanden. Modsætningen til ”værensbesindelse” er ”værensglemsel”, hvor man lever i dagligdagens eksistensmodus uden egentlig autenticitet og indsigt i såvel den absolutte frihed som intethed.

Yalom tager afsæt i Søren Kierkegaards skelnen mellem angst og frygt. Frygten har altid et objekt, man frygter ”noget”. Angst er angsten for ”ikke noget” altså, at vi mister os selv og bliver til intet. Denne angst er uhåndgribelig og giver en følelse af afmagt. Vi bliver grebet af den i situationer, hvor vi oplever tab og sorg, fordi vi mister tilknytning og den basale tillid til omverdenen. Yalom forklarer, at terapeutens opgave ikke er at fjerne angsten, men at hjælpe klienten til at mestre den ved at ændre angsten for intetheden til frygten for noget. Derved ”afgiftes” angsten, fordi den bliver konkret. Angsten er diffus, men frygt har fokus, og sorg har fokus: ”Vi kan hverken leve livet eller møde døden uden angst (…) Det er terapeutens opgave at få angsten ned på et niveau, som patienten kan leve med, og dermed bruge den til at øge patientens bevidsthed og livskraft” (Yalom s. 202).

Der er to typer forsvar mod dødsangst. Det ene er en illusorisk tro på egen særlighed: ”Man kan undgå sin egen angst og følelse af begrænsning ved at udvide sig selv og sin magtsfære” (Yalom, s. 139). Det andet er en tro på en endelig frelser. Frelseren kan fx tage skikkelse af en leder, et højere formål eller en partner, ”en dominerende anden” (Yalom s. 147). Begge forsvar giver lindring mod dødsangsten, men medfører en ansvarsforskydning. Yalom skriver: ”Døden og livet er gensidigt afhængige (…). At erkende døden giver livet mere fylde, ændrer livsperspektivet radikalt og kan rykke os fra en livsmodus præget af adspredelser, bedøvelse og småbekymringer over i en mere autentisk livsmodus” (Yalom s. 51). Dødsangsten kan være handlingslammende, men kan også, som citatet viser, lede os mod mere autentisk væren med øget ansvar, livskraft og bevidsthed.

Friheden
Yalom er i sin beskrivelse af begrebet frihed inspireret af den franske filosof og eksistentialist Jean Paul Sartre, hvis opfattelse af frihed er vidtgående. Mennesket er ikke alene frit, det er også dømt til frihed. Friheden defineres som friheden til at skabe sit eget liv og den enkeltes frihed til at ønske, vælge, handle og forandre sig. Med friheden følger ansvaret. ”At være sig sit ansvar bevidst er at være bevidst om, at man skaber sit eget jeg, sin skæbne, sin livssituation, sine følelser og – i givet fald sine lidelser” (Yalom s. 231). Citatet indikerer umiddelbart, at man selv er skyld i sin smerte, sine sorger og sine tab – endog sygdom. Det bør dog fortolkes således, at det er måden hvorpå, man vælger at opfatte mødet med krisesituationen, som er central. Yalom skriver ”i den henseende er det i sidste instans terapiens opgave at hjælpe patienterne til at finde en ny mening i det, de ikke kan lave om på” (Yalom s. 288) .
Udfordringen ved erkendelsen af friheden og ansvaret kan være, at man overvældes af angst for grundløsheden, hvor der ikke er nogle rammer eller struktur, og man konfronteres med intetheden. Dette kan medføre, at man ”bukker under for håbløsheden og fremskynder sin psykiske død – og måske også, som nogle forskningsresultater tyder på, sin fysiske død” (Yalom s. 290). Det er imidlertid i mødet med friheden og ansvaret, man har mulighed for forandringer, som ingen andre end en selv kan skabe. Oplevelsen af tab og sorg kan være jegstyrkende og udviklende, fordi gennemlevelsen kan skabe en bevidsthed om forsvarsstrategier (ansvarsforskydning og ansvarsfornægtelse), som man tidligere har anvendt pga. frygten for at erkende ens grundlæggende frihed. Bevidstheden kan på sigt føre til selvansvarlighed og mod til at ændre adfærd og bryde med et konformt liv uden essens eller værensbesindelse.

Isolation
I mødet med tab og sorg konfronteres man med alenehed og eksistentiel isolation. Selv i det tætteste nærvær med andre vil man føle aleneheden i erkendelsen af, at man er alene med tabet og sorgen, og ingen andre kan påtage sig den for én. Yalom skriver: ”Eksistentiel isolation betegner en uovervindelig kløft mellem en selv og et andet væsen. Begrebet henviser også til en endnu mere fundamental isolation – en adskillelse mellem en selv og verden” (Yalom s. 375).

Aleneheden kan følgelig også opleves i et større perspektiv i forhold til universet. Som menneske har vi en meget begrænset levetid, og ingen andre end os selv har ansvar for at give livet mening. Imidlertid ”hvis vi kan vedkende os vores isolerede situationer i tilværelsen og gå dristigt og resolut ind i dem, formår vi også at vende os kærligt til andre” (Yalom, s. 383). Altså er der et stort udviklingspotentiale i en krise- og sorgproces. Hvis man accepterer aleneheden og deraf følgende angst og sårbarhed, vil man blive mere åben og kunne møde betydende andre med uforbeholden kærlighed.

Udfordringen er ikke at opbygge en illusion om sammensmeltning for at håndtere isolationens rædsel: ”Overvældes vi derimod af rædsel foran ensomhedens afgrund, vil vi ikke åbne vores arme og andre, men klamre os desperat til dem for ikke at drukne i eksistensens hav” (Yalom s. 384). Den symbiotiske sammensmeltning kan medføre, at ansvaret fornægtes og forholdet kan præges af en infantil afhængighed. Set fra en eksistentiel synsvinkel findes udviklingspotentialet i sorgarbejdet i, at der ingen ”frelser” findes, og at vi alle fødes alene og dør alene. Erkendelsen vil først i sorgprocessen være angstfremkaldende, men vil senere i processen give kraft, visdom og mod.

Meningsløsheden
Det eksistentielle syn på meningsløsheden indbefatter paradokset: ”Hvordan skal et væsen, som behøver mening, finde mening i et univers, som ikke har nogen mening?” (Yalom s. 447) I en eksistentiel krise som følge af sorg og tab kan risikoen være, at man overvældes af meningsløsheden og ikke får gennemlevet tabet og kommer til at befinde sig i en undgået krise eller patologisk sorg, hvor depression og angst er typiske symptomer.

Vækstpotentialet i erkendelsen af meningsløsheden er, at vi selv kan vælge at give tilværelsen en mening. Yalom beskriver, hvordan meningen kan skabes gennem altruisme (at gøre verden bedre, praktisere næstekærlighed), skabende og kreativ virksomhed samt ved at virke for en sag. Det er min erfaring som psykoterapeut, at mennesker, som formår at gennemleve et tab og en sorgproces, finder det meningsgivende at bruge deres erfaring og kompetencer til at hjælpe andre, som står over for lignende vanskelige tab.”
(Beskrivelsen er hentet fra psykoterapeut Marlene Ohrts webside)