Kronisk stress, traumer og PSTD

Langvarig Stress

“Kronisk” stress eller langvarig stress, som jeg bedre kan lide at kalde det, opstår, når der er ubalance mellem de udfordringer,

som du aktuelt eller i en kortere periode har stået overfor, og dine muligheder for at håndtere dem.

Årsager til langvarig stress kan være:

  • Alvorlige begivenheder i dit liv
  • Belastninger på arbejdet og/eller i privatlivet
  • Manglende fritid og hvile

Ofte skyldes langvarig stress, at man er belastet på flere livsområder samtidig.

I modsætning hertil er de øvrige angsttilstandes årsager og oprindelse mere hypotetisk og vil som regel være forårsaget af psykosociale belastninger og begivenheder tidligere i livet, hvor det kan være svært med sikkerhed at pege på konkrete udløsende begivenheder.

Risiko ved langvarig stress

Vedvarende stress er en uhensigtsmæssig tilstand og øger risikoen for udvikling eller forværring af sygdom.

Denne form for stress øger bl.a. risikoen for:

  • Hjerte-karsygdomme
  • Depression
  • Forværring af kroniske lidelser, fx overfølsomhedssygdomme og type 2-sukkersyge
  • Ulykker

Hvis krisen/traumerne er af alvorligere karakter og ikke behandles kan den føre til senere posttraumatisk stresslidelse (PTSD=Posttraumatisk  Stress Disorder)

Ved kronisk eller langvarig stress, traumer og PTSD foreslår vi  hjælp til selvhjælp via psykoterapi og rådgivnig – hurtigst mulig

PTSD og traumer

-Faktorer som kan have indflydelse på udviklingen af PTSD

Posttraumatisk stress er forbundet med en traumatisk begivenhed, der overstiger  individets ressourcer på det pågældende tidspunkt. Det, som overvælder individet, kan både være enkeltstående traumatiske hændelser eller akkumuleret kontinuerlig stress.

Man kan ikke per definition afgøre, hvilke begivenheder eller hændelser der vil udløse posttraumatiske reaktioner hos det enkelte individ, da posttraumatisk stress er under indflydelse af forskellige faktorer:

Personlighedsfaktorer
Temperament
Affektregulering
Mentalisering
Tilknytning (og forskellige
tilknytningsstile)
Tidligere traumer i familien


Miljømæssige faktorer
Forældreevne inden
dødsfald
Forældreevne hos
tilbageværende forælder
Sorgkultur
Familie
Venner
Skole


Omstændigheder ved tab
Betydningen af afdøde forælder
Dødsfaldets pludselighed
Længerevarende sygdom
Ulykker
Mord
Selvmord

Symptomerne, som ofte viser sig efter sådanne traumatiske hændelser, og som knytter sig til PTSD er:

Genoplevelse, undgåelsesadfærd og uro.

  1. Genoplevelse omfatter bl.a. påtrængende minder, gentagelsestvang, tilbagevendende mareridt, ubehag eller kropslig uro i situationer, som minder om hændelsen, og følelse af den traumatiske situation gentager sig.
  2. Undgåelse og følelsesløshed omfatter bl.a. undgåelse af tanker, følelser eller samtaler, aktiviteter, mennesker eller steder som vækker de traumatiske minder; vanskeligheder med at huske vigtige aspekter ved den traumatiske situation; mindsket interesse for vigtige aktiviteter, der tidligere medførte glæde; følelse af afstand og distance til andre; indskrænket følelsesregister; en følelse af forkortet fremtidsperspektiv
  3. Uro omfatter bl.a. søvnproblemer, irritation, vrede, koncentrationsvanskeligheder, hyperårvågenhed og oversensitivitet på stimuli.

Behandling af kronisk stress , angst og svære belastningsreaktioner

Som udgangspunkt tager vi fat i klientens ofte oversete ressourcer, det beroligende, det behagelige, og arbejder nænsomt og i små bidder.

Det er nemlig fra de trygge og sikre tilstande i kroppen, at man kan begynde at arbejde med traumet.

Arbejdet med stress, traumer og PTSD er som en pendulering frem og tilbage mellem det trygge og traumet.

Det gælder om at fjerne sig fra traumereaktionen lige før klienten bliver overvældet af følelserne og genoplever det hele igen. Slutresultatet skal gerne være, at når man i fremtiden taler om oplevelsen vil personen godt kunne køre op, men vil også have lært at kunne berolige sig selv igen.

Årsagen til det er, at når man arbejder med traumer, kan man meget let komme til at opleve, at personens kapacitet overvældes med en retraumatisering til følge, hvilket vil sige, at klienten genoplever traumet, når der tales om det, og derved vil hjernen tro, at der igen er fare på færde. Derfor starter vi altid med at spørger til klientens ressourcer, behagelige og trygge oplevelser i deres liv.

—————————————————————————————————————————————-

Behandling af langvarig stress og Traumer og betydningen af tryg tilknytning:

Som Jesper Randløv så præcist beskriver det i et interviewet “I små bidder med et trygt holdepunkt – I psykoterapi med traumer

(Vi er fuldstændig enige) :

“Et traume er en reaktion på en begivenhed, hvor nervesystemet efterfølgende kommer i permanent
alarmberedskab og derefter indstiller sig på, at noget tilsvarende aldrig må kunne ske igen.

Det er altså hjernens forsøg på at sikre vores overlevelse. Problemet er bare, at hjernen og nervesystemet
derefter overser tegnene på, at begivenheden IKKE er ved at ske igen.

Sådan beskriver psykoterapeut Jesper Randløv en traumereaktion. I sin praksis i København har han siden 1995
beskæftiget sig med psykoterapi og de sidste 5 år i stigende grad anvendt SE–metoden i arbejdet
med traumer.
– De her beskyttelsesmekanismer foregår i primitive dele i hjernen, også kaldet krybdyrhjernen,
fortæller Jesper Randløv.
Her er det reaktionsmønster, som skal sørge for vores overlevelse, når vi møder en fare.
Reaktionsmønsteret består af en handlesekvens: forstrækkelse, orientering, kamp eller flugt og
afslutningsvis lettelse. Ved forskrækkelsen mærker man hjertet hamre, så man kan komme af med
varmen, hvis man om lidt skal flygte eller kæmpe. Ens øjne bliver store, så man kan orientere sig,
og man holder vejret, så intet forstyrrer hørelsen. Adrenalinen pumper, og blodet fjerner sig fra
maven og tarmen til musklerne, så vi er parate til en kraftpræstation. Viser det sig, at det er falsk
alarm, går vi bare videre. Er der derimod fare på færde, beslutter vi os for, om vi vil kæmpe eller
flygte. Overlever vi episoden, hoverer vi i stil med: Du kan ikke fange mig, eller du kan ikke klare
mig osv.
– Problemet med denne handlesekvens er, at den dårligt tåler afbrydelse, forklarer Jesper Randløv.

Og oplever man f.eks., at man hverken kan kæmpe eller flygte, så fastfryses alle handlinger og
sanserne lammes. Hvor dramatisk det end lyder, så indstiller organismen sig på en måde til at dø
uden at mærke ret meget. Og det er her, at traumet kan opstå, fordi organismen ikke oplever en
afslutning. Derved bliver det ikke klart, at den oprindelige trussel er slut. Og når vi så alligevel lever
videre, er det med tabet af fornemmelsen af, at vi kan klare os – den fornemmelse som også kaldes
agentskab.

Potentielt traumatiserende situationer er ifølge Jesper Randløv en del af menneskelivet. Man kan
nemlig ikke finde en barndom, hvor barnet ikke har oplevet situationer, hvor det blev forhindret i at
flygte eller kæmpe. Det afgørende for, om man bliver traumatiseret er, hvis man også har haft en
barndom, hvor man ikke har kunnet finde tilstrækkelig tryghed.

-Vores hjerne er jo indstillet på, at vi skal overleve og registrerer derfor alt, hvad man bør undgå.
Den er derimod ikke på samme måde interesseret i ting, der går godt, for det har ikke nogen
overlevelsesværdi. Når man så har svært ved at komme sig efter traumatiserende begivenheder,
skyldes det, at hjernen i stressende grad fokuserer på ting, der ligner farer, og at den endda også
kobler ting sammen, der ikke nødvendigvis hører sammen, f.eks. en lugt eller en lyd, der kobles
sammen med en begivehed, så f.eks. lugten alene kan bringe organismen i alarmberedskab. Det
autonome nervesystem består nemlig populært sagt af en speeder og en bremse. Vi er født med
speederen, men at bremse falde til ro og blive trygge igen er noget, vi skal lære i vores tidlige
barndom.

Det er altså en aktivitet at kunne bremse. Det er ikke nok bare at slippe speederen,
understreger Jesper Randløv.

Vores nevesystem dannes af indtryk gennem vores første leveår. Den primære beroligelse får vi ved
at søge kontakt til andre mennesker. Hvis man er trygt tilknyttet, så har ens mor og far givet trøst og
beroligelse, når der har været indtruffet begivenheder, som har gjort barnet urolig. Har denne f.eks.
oplevet sin mor vred, har hun efterfølgende beroliget barnet og fået genetableret broen mellem
hende og barnet. Derved oplever barnet: Jeg kom til at gøre noget, men der er ikke noget galt med
mig. Hvis barnet derimod ikke får denne beroligelse, så vil barnet lave en teori om, at det er barnet
selv, der er noget galt med og tænke:” Jeg er forkert, for krævende, ikke god nok osv”. Samtidig
kommer barnet til at skamme sig.

– Som udgangspunkt er der ikke noget i vejen med skam. Den skal i sin positive funktion fortælle
os, når vi gør noget uacceptabelt. Men kommer barnet til at skamme sig, fordi broen bliver brudt til
tryghedspersonerne, eller at barnet oplever negligering eller skæld ud i en grad, det ikke kan tåle, så
er det grobund for lavt selvværd og utryghed. Derved oplever barnet, at der ikke er nogen hjælp at
hente, når man har brug for beroligelse, og der opstår derfor en følelse af, at hvis man ikke passer
på, kan tingene gå frygteligt galt.

Hvilke konsekvenser har ubehandlede traumer?

De fleste af Jespers Randløvs klienter opsøger ham, fordi de er stressede, føler sig utilstrækkelige,
oplever angsttilstande, uro og har koncentrationsproblemer, eller de oplever depressionslignende
tilstande, passivitet eller selvdestruktive tanker eller adfærd.
– Bag mange forskellige symptomer kan der ligge traumereaktioner, og om det udmønter sig på
denne ene eller anden måde er meget forskelligt, siger Jesper Randløv, men fælles for stressfulde
tilstande er, at der er for meget speeder og for lidt bremse i nervesystemet.

Hvordan arbejder du i Psykoterapi med traumer?

– Folk vil som regel starte med at fortælle det dårlige, når de kommer i terapi, så derfor starter vi
altid med det – men ikke for meget, fortæller Jesper Randløv.

Parallelt lægger han nemlig vægt på, også at få fat i klientens ofte oversete ressourcer, det
beroligende, det behagelige, før arbejdet med det ubehagelige kan begynde. Det er nemlig fra de
trygge og sikre tilstande i kroppen, at man kan begynde at arbejde med traumet.

Årsagen til det er, at når man arbejder med traumer, kan man meget let komme til at opleve, at nervesystemets
kapacitet overvældes med en retraumatisering til følge, hvilket vil sige, at klienten genoplever
traumet, når der tales om det, og derved vil hjernen tro, at der igen er fare på færde.

Derfor starter Jesper Randløv altid med at spørger til klientens ressourcer, behagelige og trygge oplevelser i deres
liv.
– Alle mennesker har heldigvis oplevet et eller andet behageligt og øjeblikke eller tilstande af
tryghed. Det kan være en sød mormor eller en god oplevelse m.m. Sådanne oplevelser er ressourcer,
og når klienten kommer i kontakt med sådanne oplevelser, spørger jeg videre om, hvor i kroppen og
hvad de kan mærke ved at blive opmærksom på disse personlige ressourcer.

Vi skal nemlig ned under følelsesniveauet og tale om sansning, hvad man mærker i sin krop. Det autonome
nervesystem regulerer nemlig alt det, der er udenfor vores vilje. Vi mærker f.eks. hjertebanken og
åndenød og dødhed i kroppen. Men da det ikke er så naturligt at gå og mærke det hele tiden, har vi
lært os at kalde det noget; Jeg er ked af det, vred osv.

Men følelser er egentlig overskrifter, der dækker mønstre af sansning, så for at arbejde med det
autonome nervesystem, så skal man mærke sin krop og ikke bare tale om sine følelser, understreger
Jesper Randløv.
Dette arbejde med at kunne mærke tryghed i kroppen er noget af det, som Jesper Randløv og
klienten bruger lang tid på. Det sker for at integrere tryghedsressourcerne grundigt så arbejdet med
traumet kan udvikle sig i takt med organismens stigende evne til at falde til ro.

– Nogle gang kan det med at mærke noget i sin krop dog være meget svært. Specielt meget stressede
mennesker har jo lært sig at overskride signaler, de får af kroppen. I de tilfælde må vi så starte med
nogle helt enkle ting. Det kan være at mærke sine hænder eller at mærke, at man sidder på en stol.

Når klienten igennem et stykke tid har arbejdet med at mærke behagelige følelser i kroppen, så kan
denne begynde at fortælle om traumet. Hver gang klienten i fortællingen når til det ubehagelige, og
Jesper Randløv kan se, at klientens nervesystem er ved at rejse sig (speede op), så klienten er ved at
blive utryg, retter han fokus på klientens ressourcer i situationen, f. eks ved at spørge ind til, hvornår
klienten blev tryg igen i historien. På den måde sørger han hele tiden for at styrke den oplevelse,
hvor klienten er tryg.
– Arbejdet med traumer er som en pendulering frem og tilbage mellem det trygge og traumet.

Det gælder nemlig om at fjerne sig fra traumereaktionen lige før klienten bliver overvældet af følelserne
og genoplever det hele igen.

Slutresultatet med det her arbejde skal gerne være, at når man i fremtiden taler om oplevelsen, vil nervesystemet godt kunne køre op,

men det vil også have lært at kunne berolige sig selv igen, forklarer Jesper Randløv.

Hvad kræver det af klienten at kunne arbejde med traumer?

– Det kræver mod, siger Jesper Randløv alvorligt.

– Klienterne ved godt, at de skal igennem noget ubehageligt – Og det skal de også. Derfor er det
vigtigt, at man tager processen i små bidder og nogle gange over lang tid så overvældelse undgås,
understreger Jesper Randløv.

Hvad kan klienten opnå ved at arbejde med traumer i psykoterapi?

Klienten kan begynde at udfolde sig meget bedre, når nervesystemet kan regulere sig selv. Man får
selvværd, selvtillid og en oplevelse af bedre at kunne være til stede i nuet og leve i
overensstemmelse med sine potentialer.

Hvad skal psykoterapeuten kunne for at kunne arbejde med traumer?

– Udfordringen for terapeuten er at have fuld kontakt og medfølelse med klienten uden selv at blive
traumatiseret. Derudover er det meget vigtigt, at psykoterapeuten kan mærke på klienten, når denne
er lige ved at blive overvældet af stressende følelser og derved i fare for retraumatisering.

Det er her, at psykoterapeuten skal kunne bruge sig selv som redskab.

Man skal kunne mærke det på sin egen krop. Så skal man også kunne se det på klienten.

Det kan være mange subtile tegn som, at deres blik begynder at flakke ud af vinduet, og at deres stemme bliver anspændt o.l. .

Derudover kræver jobbet selvfølgeligt stort kendskab til nervesystemet og dets mekanismer, samt at
psykoterapeuten i meget høj grad har arbejdet med sin egen historie og temaer, så dennes eget
nervesystem er i ro, når man lægger øre til klienternes historie”, siger Jesper Randløv

——————————————————————————————————-

Ændring af stressorer på arbejspladsen(hvis muligt):

Skift arbejde, skift rolle på arbejdspladsen. Stressorer kan her være vanskelig beslutningstagen med voldsomme konsekvenser(f.eks for andres liv), tidspres, for få pauser, for store forventninger fra ledelse, meningsløshed, støj, monotoni mm

Angstdæmpning:

Eksponering, gentagelse af hændelse, fakta, kontrol og overblik.

Konkrete tiltag: !)  Ånd ned i plasticpose eller flaske, 2) Sæt dig i god stol med fødderne god plantet på gulvet. Lav en langsom kropsskanning fra fødder til hoved og tilbage. Slap af og læg undervej mærke til spændinger, tanker og følelser MEN gør ikke noget ved dem. 3) Variation(mindfulness): luk øjnene og læg mærke til tanker, følelser og handleimpulser/planer, men gør intet ved dem. Du skal IKKE identificere dig med dem, men blot lade dem glide igennem  dig som skyer du kigger på. Tanker og følelser kommer og går hele tiden. Du kan alligevel ikke kontrollere dem. 4) Afledning: f.eks snak om noget andet eller lavpraktisk arbejde og ved så evt tilbage til eksponering, når angsten er blevet mindre

Responshindring:

Læg mærke til de følelser og tanker du har, men stop eller få hjælp til at afdække de efterfølgende undgåelseshandlinger og sikkerhedsadfærd som du har indlært for at undgå ubehagelig angst(se angstdæmpning)(terapi)

Psykoredukation:

Også kaldet patientundervisning. Øget viden om tilstanden, lidelsen giver mindre grobund for fantasi og bekymring, klienten inddrages mere aktivt i behandlingen og får psykosociale værktøjer til selvhjælp i hverdagen. Øget evne til at være sammen med vanskelige følelser og forstå deres betydning i ens eget liv

Positiv lister:

Find frem til positive ændringer i klientens liv, se på resurser, lav positivliste over dette, som skrives ned,

Opmærksomhedstræning:

Først senere kan klienten trænes i bedre kontakt med egne følelser, når angstniveauet er dalet.

Gradvis eksponering:

Opstilling af stress/angsthierarki. Klienten støttes i at arbejde med det mindst angstprovokerende og derefter det næstmindste indtil vedkommende oplever ingen eller kun lidt angst/stress