Hvad er Selvunderstøttelse?
Et vigtigt aspekt af selvunderstøttelse er at identificere sig med sin måde at være på nu. Det betyder at kende den man er, fx ens faktiske erfaring, oplevelse, adfærd, og situation. Da ens måde at være på skifter over tid, inkluderer det også med skiften i væremåde. Hvilket er, at have tro på bevægelse og ændring. Jo mere jeg prøver at være hvad jeg ikke er, – jo mere vil jeg vedblive at være den samme. Vækst, der indebærer at kunne modtage kærlighed og hjælp fra andre, og det kræver selvunderstøttelse. At prøve at være, hvad jeg ikke er, er ikke selvunderstøttende.
Selvunderstøttelse må også indebære både selvkendskab og selvaccept. Man kan ikke på en relevant måde understøtte sig selv uden at kende sit selv, sine behov, kapacitet, miljø, pligter etc. At kende noget om sig selv og ikke tage ejerskab, ikke påtage sig ansvar for at det er valgt, men afvise det, er en form for selvbedrag.
Selvansvar og valg
Når en terapeut “leder” eller “heler” en klient, skubber, presser terapeuten faktisk klienten til at være anderledes. Og jo mere klienten er orienteret mod/sigter mod et mål , jo mere vil hun eller han fundamentalt vedblive at være den samme.
At presse klienten og modstand
At skubbe eller lede klienten fører til modstand mod at blive ledt. Således har klienten ikke alene sin egen oprindelige modstand mod egen organiske funktion, men får nu også en modstand mod terapeutens skubben. Den sidstnævnte modstand er sædvanligvis sund, selvom det dog også forhindrer klienten i at arbejde sig gennem den oprindelige blokering, der nødvendiggjorde terapi.
Hvis personen ændrer sig på baggrund af det skub, forslag, pres, manipulation, overtalelse etc. som terapeuten kommer med, vil det ikke være på basis af autonomi og selvunderstøttelse. Og personen har ikke erhvervet sig det værktøj, der er knyttet til selvunderstøttelse og autonomi. Der er en anden grund til den kendsgerning, at en terapeuts skub ikke resulterer i nogen reel bevægelse.
Mest af alt, den terapeut som skubber, leder eller målretter en klient, giver følgende budskab: “du er ikke nok som du er”. Dette er et budskab der skaber skam og/eller skyld. Kort sagt, den terapeut som skubber gavner ikke klientens selv-understøttelse.
Gode intensioner og terapi
Sådan en terapeut handler måske ud fra “gode intentioner”. Dette forbedrer ikke situationen. Jeg tror, at skubbe klienten generelt tilgodeser terapeutens behov, ikke klientens. At se hurtig ændring kan være udbytterigt og spændende, men understøtter og befordrer det klientens vækst? Jeg tvivler på om overføringen og idealiseringen skabt her, er så udbytterigt for klienten, som det er for terapeuten. Jeg tror at klienten er den sidste til at vide, at dette er sandt. At presse kan føre til opdagelse af noget, men generelt uden værktøj til at gøre det alene,- uden terapeuten. Det bedste dette kan give klienten, er evnen til at vedblive at gøre dette, som terapeuten skubber klienten til at gøre. Hvilket har en begrænset brugbarhed.
Der er også det modsatte af paradokset: jo mere man prøver at være den samme, jo mere vil personen ændre sig i relation til det skiftende miljø.
Dialog, opmærksomhed og eksperimentering
Metoden at forholde sig til klienter som sidder fast, uden at skubbe og målrette klienterne, er: dialog, opmærksomhed og eksperimentering. Dette kræver tålmodighed. Det kræver at terapeuten har den holdning at der er “rum nok” for klienten i verden til at være sådan som klienten er, og det kræver tro på organisk vækst.
Ud fra min erfaring, hvis dette ikke virker, vil at skubbe heller ikke virke, måske undtagen i det korte perspektiv. At skubbe, at presse er mest farligt ved klienter, der ikke ændrer sig let. I de usædvanlige tilfælde, hvor det alligevel virker, skaber det mulighed for dramatiske casestories til kollegaer.
Det er mere almindeligt, at skubbe/presse fører til blokering i relationen terapeut/klient. Som regel involverer det at terapeuten ikke tager ansvaret for hans/hendes del af interaktionen. Hvis terapeuten er frustreret, er ansvaret for dette terapeutens. Terapeuten er ansvarlig for at finde eller skabe en bedre tilgang/vinkel. Terapeuten må også kende begrænsningen i håndværket. Alt er ikke muligt. Og allermest, terapeuten har brug for af kunne overvåge, kende og arbejde sig gennem hans eller hendes modoverføring.
Artikel fra Gary Yontef,s bog: Awareness, Dialog and Process. The Gestalt Journal Press, Inc. (Psykoterapeuten nr1, 2011)
At respektere klientenModstandMit billede af gestaltterapi er baseret på en horisontal relation. Lige så meget som det er muligt, behandler terapeuten klienten som en lige. Med opmærksomhed på den forskel, der er i rollerne, på baggrund af den terapeutiske kontrakt. |
Dette er også sandt, når det drejer sig om en klient som terapeuten kalder ydende modstand.
Klientens modstand, er kun usund når den ikke gives opmærksomhed, og er en del af organismens kreative justering. At yde modstand til terapeuten eller gestaltterapien kan være en sund reaktion.
Selv om klienten yder modstand mod sin egen opmærksomhed, kan det være sundt. En pointe i gestaltterapi er at give opmærksomhed til modstanden, således at klientens selvregulering er understøttet af bedre kontakt og opmærksomhed. At afslutte et terapeutisk arbejde så klienten kan vokse ved det kræver integration af modstanden og ikke ophævelse af denne.
Klienten ved bedst
Klientens forsvar behøver respekt fra terapeuten, ikke angreb eller pylren. Det hjælper at kende og benævne forsvaret eller undgåelsen, at forstå dem og tage ejerskab. Hverken et forsøg på at eliminere forsvaret eller give næring til det, kan med nogen sandsynlighed resulterer i vækst hos klienten. Målet er, at klienten forstår modstanden og tager ansvar for den med fuld opmærksomhed. Og dette må ske i klientens tempo.
Klienten ved bedst. Nogle gestaltterapeuter tillægger klienten hele ansvaret, hele kraften til at gøre sig syg eller rask,- men bagefter beslutter terapeuten at presse klienten ud over dennes forsvar. For mig ser det ud således: hvis klienterne har en sådan kapacitet at de er ansvarlige for sig selv (deres liv, deres patologi, deres terapi), så er det nødvendigt at deres modstand også respekteres, også som noget de vælger, fordi valget understreger et nødvendigt behov.
Lidt Historie
Historisk er gestaltterapi blevet forbundet med oprør mod autoriteter og at fremme non-konformitet. Bliver vi ikke selv autoriteter, når vi fremstiller os som den person, der beslutter hvornår et forsvar skal kæmpes ned?
Jeg tror ikke svaret på dette er at være forsigtig med klienter. Det er nødvendigt at opmærksomheds-arbejdet bliver gjort, og den terapeut, som beslutter at være “understøttende” og ikke arbejde med opmærksomhed, respekterer heller ikke klienten og klientens valg. Svaret er i dialogen og klarheden vedrørende, hvad der foregår.
At respektere klienten inkluderer at kende det selv-understøttelses niveau, som klienten kan mestre. Det inkluderer at vide, hvad klienten ønsker af det terapeutiske arbejde, hvilket terapeutisk niveau klienten befinder sig på, klientens tilregnelighed, sammenhængen i selvbilledet (identiteten), klientens intellektuelle niveau etc.
Grupper
Dette bliver mere kompliceret i grupper. Det er terapeutens ansvar at observere, anerkende, respektere de individuelle behov, såvel som gruppens som helhed. Den person, der har brug for at bevæge sig langsomt, kan fremkalde pres fra resten af en frustreret gruppe. Gruppepres kan være værre end en terapeut, der skubber. I denne situation har gruppen brug for at lære at forholde sig til frustration, uden at være dis-respektfuld vedrørende grænser, forskelle og autonomi.
Valg og konflikt |
Den paradoksale forandringsteori er i konflikt med katarsis som den primære intervention. Den er i konflikt med at nedbryde forsvaret og forsøge at eliminere modstand. Den er i konflikt med at bruge teknikker eller terapeutens personlighed til direkte at flytte klienten hen mod et forud fastsat mål (“sundhed”).
Den paradoksale teori støder også sammen med den forenklede træning af terapeuter. God terapi i relation til den paradoksale ændringsteori fordrer at terapeuten har en god teoretisk forståelse, en god personlig centrering og en god klinisk forståelse.
Gestaltterapiens videre udvikling
Den videre udvikling af gestaltterapi i USA har bevæget sig “hinsides karisma”. Erfaring har lært os noget, der er essentielt i flerfokuseret gestaltterapi teori fx: en dialogisk relation og opmærksomhed baseret på respekt for klientens personlige oplevelse og erfaringsmæssige stil . Dette kræver et godt kendskab til kliniske mønstre og fornødenheder.
Hvad der ikke er essentielt, og faktisk i modsætning til god træning og terapi, er stjernedyrkelse blandt terapitrænere og terapeuter, hvor karisma dominerer. Den nye tilgang kræver hårdt arbejde mere end karisma.
Psykologisk sundhed og maksimering af menneskelig vækst er, ligesom genialitet, 90 % sved og 10% inspiration.
Om modstand |
Modstand er del af en polaritet bestående af en impuls og en modstand mod denne impuls. Ses modstanden som en opdeling , vil modstand ofte blive behandlet som “dårlig” eller “forkert”. Og, set i sådan en sammenhæng, vil modstanden blive forstået som klienten der bare følger et personligt diktat, mere end klienten følger terapeutens diktat.
Ses modstanden som del af en dobbelthed, en polaritet, opfattes modstand uløselig forbundet med sundheden, på linje med den impuls, der bliver modarbejdet.
Gestaltterapeuter følger både arbejdsprocessen vedrørende klarhed og modstanden mod klarhed. Mange gestaltterapeuter undgår ordet “modstand” grundet dettes nedsættende og distancerende bibetydninger, der former processen mellem terapeut og klient som en kamp. Til forskel fra at fænomenet ses som en indre konflikt hos klienten, der har brug for at blive integreret til et harmonisk differentieret selv.
At arbejde med forsvar |
Forståelse for og arbejdet med modstand er et af de vigtigste og uundgåelige aspekter vedrørende at udføre effektiv psykoterapi. På den måde vi her taler om modstand, bliver denne behandlet som en handling der kan undersøges og tales om fænomenologisk. I dette arbejde finder vi ud af, hvad klienten oplever når han/hun “yder modstand”. Vi giver også opmærksomhed til terapeutens umiddelbare fænomenologiske oplevelse. Vi begynder med at sætte vores medbragte meninger i parentes og begynder derfor ikke med den opfattelse, at det der bliver modarbejdet er terapien eller terapeuten. Som en følge af den fænomenologiske fokusering har vi klientens og vores egen oplevelse til rådighed. Ved at bruge begge disse oplevelser, kan vi tale sammen, fokusere og eksperimentere.
I denne proces kan terapeuten også opnå en øget forståelse for hans eller hendes del af interaktionen.
Fokusering og opmærksomhed |
Alle teknikker vedrørende klientens fokusering er uddybning af spørgsmålet: “Hvad er du opmærksom på (oplever) nu?” og denne instruktion: “Prøv dette eksperiment og se hvad du bliver opmærksom på (oplever) nu.” Mange interventioner er så enkle som at spørge klienten, hvad klienten er opmærksom på, eller mere snævert, “hvad føler du?” eller “hvad tænker du?”
“Bliv ved det.” En hyppig brugt teknik, som følger efter en beskrivelse af opmærksomhed, er: “Bliv ved det” eller “bliv ved følelsen.”
“Bliv ved det” opmuntrer klienten til at vedblive med den følelse, der bliver benævnt, hvilket opbygger klientens kapacitet til at fordybe sig og gennemarbejde en følelse til afslutning.
Et eksempel:
K: (ser sorgfuld ud)
T: Hvad er du opmærksom på nu?
K: Jeg er ked af det.
T: Bliv ved det.
K: (øjnene løber fulde af vand). Derefter strammer klienten sig op, kigger væk og begynder at se tankefuld ud)
T: Jeg kan se du strammer op. Hvad er du opmærksom på nu?
K: Jeg ønsker ikke at blive ved sorgen.
T: Bliv ved “jeg ønsker ikke”. Sæt ord på “jeg ønsker ikke”.
(denne intervention vil sandsynligvis bringe opmærksomhed til klientens modvilje mod at smelte. Måske reagerer klienten således: “Jeg vil ikke græde her – jeg stoler ikke på dig”, eller “Jeg er skamfuld”, eller “Jeg er vred og jeg vil ikke indrømme at jeg savner ham.”)
Forandringens paradoks og personlig vækst |
Grundprincippet i gestaltterapien er den såkaldte »paradoksale teori om forandring«, sådan som den er formuleret af psykiateren og psykoterapeuten Arnold Beisser i en artikel i 1971 (»Paradoxical Theory of Change« i Gestalt Therapy Now, eds. Fagan and Shepherd. New York: Harper & Row).
Mennesker forandrer sig, siger Beisser, ikke når de forsøger at blive, hvad de ikke er, men først når de bliver, hvad de er. Teorien – som egentlig ikke er nogen teori, men en iagttagelse, der ser ud til at være en psykologisk lov siger, at den forandring, som virkelig gælder noget i et menneskes personlige vækst, er den forandring, at han eller hun bliver sig selv. Og iagttagelsen går endvidere ud på, at denne forandring kun sker dér, hvor det ikke er strengt nødvendigt at den sker – dvs. nødvendigt for at bevare kontakten med den, man skal være sig selv sammen med. Meningen bliver tydelig, når man sammenligner med det modsatte princip, som også kan medføre forandring, men næppe en vækstforandring. Modsætningen til den paradoksale form for forandring er den ikke-paradoksale form, hvor nogen truer og siger: »Du har bare at forandre dig – ellers bryder jeg forholdet!« Det fører højst til en forandring af adfærden – så længe, der er nogen, der kigger. Det fører næppe til en forandring i væren – i sindelag og grundholdning.